'Pak poesien ud' - Giv hinanden poesi til jul
Dato: 13. november 2014

Postkort, printannoncer og en stor online-kampagne skal inspirere danskerne til at lægge litteratur i sin mest fortættede form, nemlig lyrik, under træet i år.

429.000 Go-Cards
540 uddelingssteder
13 lyrikere
13.-20. november
’Pak poesien ud’

Fra Theis Ørntofts ’mørke økopoesi’ til ’stjerneskydende visionær’ ditto fra Signe Gjessing, Athena Farrokhzads ’hovedværk i ny nordisk litteratur’ og 6-hjertet nyt fra Rifbjerg – lyrikerne har fat i læserne i et omfang, branchen ikke har set i årevis, og dén flamme vil Gyldendal gerne puste yderligere til.

”Yahya Hassan satte ild til noget sidste år, da lyrikken igen eksploderede i den intetanende læsers hænder, og hele 2014 har vi udgivet fantastiske digtsamlinger fra både debutanter og mastodonter. Nysgerrigheden efter poesi vil vi gerne støtte, og derfor investerer vi stort i at dele vores digtere med helt almindelige danskere rundt om på landets caféer her i november,” forklarer Mette Holbæk, chef for marked og læsere hos Gyldendal.

Kampagnen bæres af en komplet Go-Card- ’takeover’ i perioden 13.-20. november 2014, hvor 429.000 gratis postkort distribueres fra 540 Go-Card-stativer over hele landet. Ja, rigtig gættet: Alle gratis kort i stativerne er lyrik i samtlige 7 dage. Hvert af de 13 udvalgte digte ’udkommer’ dermed i 33.000 eksemplarer.

Poesipostkort-uddelingen suppleres af printannoncer i Berlingske, Information, Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten, Weekendavisen og Politiken i weekenden den 14.-16. november.

Online støttes kampagnen af display-annoncering på internationale websites som Huffington Post, New York Times, The Guardian, etsy.com og beslægtede sites, når disse besøges fra danske IP-adresser, og på en lang række danske kultur- og nyhedssites. Alt i alt omkring 1,3 mio visninger af kampagnen.

Litterær direktør hos Gyldendal, Johannes Riis, siger om kampagnen:
”Det er med såvel glæde og stolthed som overbevisende salgstal i ryggen, Gyldendal kan lancere sin store kampagne for lyrikken. Det er mange år siden, lyrikken har stået så stærkt som nu, det gælder både de unge og knap så unge digtere, det gælder heldigvis også publikumsinteressen, og vi håber, at vores fremstød vil stimulere interessen for lyrikken yderligere – og ikke mindst bidrage til, at vi får nye læsere i tale.”

Med i 'PAK POESIEN UD' er:
Peter Laugesen
Signe Gjessing
Klaus Rifbjerg
Caspar Eric
Thomas Boberg
Pia Tafdrup
Athena Farrokhzad
Mia Degner
Theis Ørntoft
Søren Ulrik Thomsen
Benny Andersen
Henrik Nordbrandt
Simon Grotrian

For yderligere information kontakt:

Mette Holbæk, Chef for Marked og Læsere
mette_holbaek@gyldendal.dk
Mobil-tlf.: 2073 6017


Tilmeld nyhedsbrev

E-mail